Parken Stadion

Dit besøg i Parken

Find vej

Når du skal til Parken på arrangementsdage, så anbefaler vi, at du ikke benytter bil. Nedenfor finder du nærmere info om mulighederne for transport til Parken.

Stadion kort med indgange
Parken Stadionoversigt
I bil

Vi anbefaler, at du bruger Google Maps for at finde den optimale vej til Parken. Bemærk dog, at det er svært at parkere tæt på Parken på en kampdag. Se nærmere info om parkering nedenfor.

Offentlig transport

Metroens Cityring har to stationer i 5-600 meters gåafstand fra Parken: Trianglen og Vibenshus Runddel. Mellem disse er Poul Hemmingsens Plads  i ca. 1 km’s gåafstand.

Du kan også tage S-tog til Østerport, Nordhavn, Svanemøllen og Ryparken (gåafstand ca. 1,3-1,6 km). På Østerport kører der desuden regionaltog og metro.

Yderligere information om togene findes på dsb.dk.

Yderligere information om busserne og tider: rejseplanen.dk eller dinoffentligetransport.dk

Parkering på Parkens område

Parkering på Parkens areal koster 14 kr. i timen alle ugens dage på alle tidspunkter af døgnet. Du kan betale med Dankort eller mønter, eller via mobilen hvis du har en betalingsordning hos Easypark eller Siemens.

Til fodboldkampe og koncerter, er det ikke muligt at parkere på Parkens areal.

Der er handicap P-pladser foran B-tribunen, hvor man skal benytte handicapparkeringskort.

Parkering Københavns Kommune

Du kan parkere på hele Østerbro-området under hensyntagen til områdets beboere, den øvrige trafik og de almindelige parkeringsregler. Øster Allé er den tætteste parkeringsmulighed, men her må du regne med meget trafik og meget få pladser. Parken råder ligeledes over et antal VIP-P-pladser, der kræver speciel P-tilladelse.

Vi opfordrer på det kraftigste til ikke at parkere ulovligt, da det både er til stor gene for områdets beboere og kan vanskeliggøre forholdene for udrykningskøretøjer.

Nærmere information om parkeringszoner og betaling fremgår af p-automaterne samt på Københavns Kommune, Center for Parkerings hjemmeside

Standsningssteder

Under store arrangementer (fodboldkampe, koncerter mv) kan Øster Alle være helt afspærret eller meget tæt trafikeret.

Normalt kan du ellers holde kortvarigt på Øster Alle og sætte passagerer af (eller samle dem op), men især efter arrangementerne er det svært at komme til, når alle forlader stadion samtidig.

Du kan også køre fra Østerbrogade og ind ved Gunnar Nu Hansens Plads (Østerbro Stadion/Idrætshuset), hvor det er lidt nemmere at standse kortvarigt. Bemærk at Serridslevvej er lukket i den ende, så du kan komme ind og ud af området via Østerbrogade.

Ved fodboldkampe skal du også være opmærksom på, at fans fra Parkens udebaneafsnit normalt går den vej ud, og hvis der er mange, kan det vanskeliggøre afhentningen af hjemmeholdets fans. I særlige tilfælde kan hjemmeholdets fans ikke passere området, mens udeholdets fans forlader området.

Derudover er der mange gode standsnings-muligheder på fx Blegdamsvej eller Østerbrogade, på sidegaderne mellem Østerbrogade og Strandboulevarden eller på den anden side af Jagtvej. Man skal gå lidt længere, men det drejer sig typisk kun om ca. 10 minutter.